FIKSERING OG FORNÆGTELSE

Sådan finder du den gyldne middelvej mellem fiksering og fornægtelse 💚


Noget af det, som mange der har følger efter en hjernerystelse bøvler med, er at undgå både fiksering og fornægtelse. Ofte kommer man nemlig enten til at blive for fikseret på hjernerystelsen og symptomerne, som kan føre til en tilstand af såkaldt ’sensibilisering’, hvor selv de mindste symptomer pludselig mærkes kraftigt og hvor man derfor blir bange for at gøre noget som helst. Eller også kommer man – i den modsatte grøft – i visse situationer til at fornægte at symptomerne er der, hvilket ofte fører til, at man kommer til at gå over sin grænse og i værste fald tilbagefald.

Her er derfor et par tips, der kan hjælpe dig til at finde den gyldne middelvej, hvis du kender til enten at føle at hjernerystelsen sommetider fylder det hele, eller at du i nogle situationer kommer til at fornægte at den er der.

Først og fremmest er det vigtigt at forsøge at komme fri af de ting, der presser eller stresser dig både udefra og indefra. For det er typisk når man bliver for optaget af at ”gøre det godt” og at leve op til andres eller egne forventninger, at man kommer til enten at fiksere for meget på hjernerystelsen (fx fordi man så gerne vil hurtigst muligt godt igennem), eller at fortrænge symptomerne (fx for ikke at føle sig anderledes eller til besvær i forhold til andre).

Et konkret redskab til at undgå de to faldgruber er også at arbejde med skiftevis:

👉🏻 at lytte til kroppens signaler og
👉🏻 at holde pause fra at lytte til kroppen.

I praksis kan du gøre det ved at lytte til kroppen hver gang du skal finde hvor din grænse går, og når du så har fundet grænsen og har taget tid på hvor den er, sætter du et ur til 80 % af den tid, og lader uret holde øje med tiden, alt imens du holder pause fra at lytte efter kroppen.